SJÆLSBILLEDER

“Sjælsbilleder er et værktøj til personlig udvikling. Jeg går ind i en trancetilstand som seer og arbejder med den spirituelle energi. Som seer er jeg er en kanal der lader mig styre af universet.

Det kan være på afstand eller ved at sidde overfor hinanden. Først tuner jeg ind på dig og går ind i mit spirituelle arbejdsrum og arbejder med klarsyn. Her ser jeg hvad der er aktuelt i din sjæl og hvordan essensen former sig, til dit personlige symbol. Efter sessionen deler jeg hvad jeg har set og tegner dit sjælsbillede. Dette bliver til et healingssymbol som støtter dig videre gennem livet.”

Sessionen

Jeg starter med at forberede mig og tune ind på dig gennem meditation, en times tid inden du kommer. Både for at rense mig selv og få en fornemmelse af hvor du er og hvad vi skal arbejde med.

Når du ankommer starter vi med at sidde overfor hinanden. Jeg ser ind i dine øjne - sjælens spejl. Forbinder mig til dig. Lukker øjnene og guider dig ind i en meditation. Din opgave er at blive siddende sammen med mig, slappe af og mærke dig selv. Jeg glider ind i en trancetilstand og arbejder som en ren kanal for universet, hvor jeg åbner op for det der kommer. Jeg ser kun det jeg skal se. Det som er aktuelt i dig lige nu - og det som jeg skal viderebringe til dig. Du får ikke mere end du kan tåle. Jeg har forskellige værktøjer og symboler som jeg arbejder intuitivt med gennem meditationen. Måske rejser jeg mig op undervejs, for at lægge en hånd på bagsiden af dit hjerte og forbinde mig til dine chakraer. Måske bliver jeg siddende under hele sessionen. Måske beder jeg dig om at lægge dig på briksen, så jeg bedre kan heale dig samtidig. Måske jeg begynder at tale under seancen - Hvis jeg gør det, så er det bedst bare at lytte og vente med spørgsmål til bagefter.

Gennem sessionen samler billedet af dit sjælsbillede sig. Både symbolet og materialerne. Nogle gange helt klart og tydeligt midt i det hele. Andre gange som brudstykker der kræver en dybere og længere bearbejdning, for at få samlet alle delene til symbolet. Hver session er individuel.

Når jeg mærker der ikke er mere for mig at se, renser jeg os begge og afslutter meditationen. Åbner øjnene, tegner dit sjælsbillede og deler symbolerne som det indeholder. Essensen af din proces lige nu.

Når jeg arbejder med sjælsbilleder, så handler det ikke om tiden. Det handler om processen. Nogle gange får jeg beskeden helt klart. Andre gange er det sløret og skal efterarbejdes. Det er helt individuelt. Kvaliteten er mit ansvar, i forhold til at få essensen i budskabet frem. Nogle gange kan det vare en halv time. Andre gange flere timer. Det afhænger af hvordan processen arbejder i dig - og det tager den tid processen varer. Jeg mærker klart når energien er frigivet og jeg kan stoppe synet.

Din underbevidsthed og dit system vil reagere på det der bliver aktiveret. Det kan komme til udtryk på flere måder. Så efter sessionen anbefaler jeg at du drikker rigeligt med vand og holder resten af dagen fri, til at lave noget rart, hvor du slapper af og har det godt. Måske en gåtur i naturen eller tid med en notesbog. Så du har ro til at reflektere og lade det hele lande i dit system.

Du får selvfølgelig også original tegningen af sjælsbilledet med hjem, hvor du har symbolikken.

Efterbearbejdning
Efter sessionen sender jeg en opfølgning omkring beskeden i dit sjælsbillede.

Det varierer fra session til session om hele oversættelsen kommer med det samme - eller om det kræver mere tid. Nogle gange kræver tolkningen af symbolerne et efterarbejde da et enkelt symbol kan have mange forskellige betydninger - alt afhængig af i hvilken sammenhæng det fremstår i synet og hvilke andre symboler der ellers er tilstede i sjælsbilledet. Efterarbejdet kan tage en dag, en uge eller mere. Det er helt individuelt.

Gennem arbejdsprocessen samler jeg et overblik for symbolerne, essensen af deres betydning og budskabet i dit sjælsbillede. Dette får du tilsendt via e-mail.

Smykket
Jeg tilbyder også at lave dit sjælsbillede som et smykke. Det er for mange den stærkeste måde at arbejde med sjælsbilledet på, når du har den fysisk materialiseret. Uanset om du får mediteret på symbolet eller har det i dine tanker, så resonerer det i dit system og bliver aktiveret, når smykket rør ved dig. Så du konstant støtter din healingsproces. Samtidig kan jeg støtte op om sjælsbilledets betydning endnu mere, ved valget af ædelmetal og ædelsten, som hver har deres egen vibration og betydning. Symbolet vil give dig en styrke, som manifesterer sig, når du tager det til dig og bærer smykket.

Du kan læse mere om priser, booking og lignende lige her